Mit hjerte græder, når ...

Vold er en håndteringsstrategi, hvilket betyder, at det er sidste udvej, når alt andet kikser. Når børn griber til vold i så tidlig en alder, er det de voksne, der ikke er ansvaret voksent. Det er aldrig børnene, der er noget galt med. 

Drengen er fortabt, med mindre de to forældre vokser op og tager ansvar, i stedet for som nu at overlade det til en dreng på 8-9 år at styre hjemmet og sig selv. 

Endnu mere trist bliver det, da det viser sig, at drengen også er blevet smidt ud af indtil flere skoler, fordi lærerne og pædagogerne heller ikke kunne styre ham.

 

En helt unik radar …

Desværre sker det ofte, at voksne bliver bange for børn, der er voldsomme eller på anden måde har sine meningers mod. Igen handler det ikke om børnene, men om de voksnes tillid til sig selv. De overmanes af deres egne frygttanker og eventuelle barndomstraumer. De glemmer, at de er blevet voksne og fuldt ud er i stand til at klare sig, og at de står over for et barn, der ikke ved bedre og ikke magter situationen.

Det handler om at se og forstå barnet samt opdage det bagvedliggende behov og vise barnet, at der findes andre og bedre måder at få dem opfyldt på.

Er der tale om et lille 8’er barn, som det sikkert er tilfældet i ovennævnte scenarie, opdager barnet lynhurtigt, at du er bange. 8'ere har en helt unik radar for at opsnappe den mindste frygt, der findes i dit sind. Hvilket betyder, at de selv er nødt til at være stærke for at kunne beskytte sig selv og få opfyldt sine behov.

8'ere forlanger at få selvbestemmelse og vil naturligvis, som børn gør, udnytte din frygt for ad den vej at få tanket op i deres energibeholder efter mottoet: Hvis du ikke kan elske mig, kan du frygte mig, så jeg i det mindste mærker, at jeg eksisterer. Samtidig føler de sig alene og uelsket i en verden, der aldrig kommer til at ønske dem eller være der for dem. 

 

Svøb af børn

For mange år siden hørte jeg, at russiske børnehjemsbørn blev svøbt, når de skulle sove eller beroliges.

Først synes jeg, det var utrolig skrækindjagende, at børnene skulle være svøbt uden at kunne bevæge sig og sparke frit. 

Det gav dog rigtig god mening, da jeg blev fortalt, at det var for at genskabe den tryghed børnene havde i mors mave, hvor de var naturligt svøbt hele tiden.

Om det er godt eller skidt, skal jeg ikke lige nu gøre mig klog på. Heller ikke om det gælder for alle børn. Men det er et fantastisk redskab, også i overført betydning, overfor børn, der er uden grænser og fanget i frygtens vold, uden at have den ballast, der skal til for at reagere hensigtsmæssigt.

Ja, det gælder i og for sig også for voksne. Det kræver dog lidt større styrke i forhold til at holde fast, end det gør med børn.

 

Det tager kun 5 minutter …

Det værste du kan gøre mod et 8’er barn, er at ekskludere det og overlade det til sig selv. Især når det bliver gjort i frygt og uden kærlig overbærenhed, som med moderen her, der lukker barnet ude på terrassen – uønsket og forladt.

Havde hun ikke selv været så bange, skulle hun have holdt drengen fast, da hun havde ham i dynen. Hun skulle ikke have givet op. Hun skulle være blevet ved, indtil hun mærkede, han gav efter og slappede af. Derefter skulle hun bare have holdt om ham, indtil de begge følte sig forbundet i kærlighed.

Det er rigtigt, at hun ville have fået kamp til stregen, og det vigtige her er at holde fast uanset, hvor meget han slider og reagerer. Havde hun formået det, ville hun have skabt et tillidsbånd mellem dem. Hun ville have vist, at hun var opgaven voksen, og at hun ville være der for ham, også når han var værst.

Det ville i virkeligheden måske kun have taget fem minutter. Til gengæld ville hun have fået et barn, der var mere roligt og samarbejdsvilligt på den lange bane. De fem minutter er utrolig godt givet ud.

Hvor ville jeg ønske, at mange flere havde kendskab til Enneagrammet. Det betyder så meget for både børn og voksne at blive set, hørt og rummet. Især når det drejer sig om at se og rumme børn, som de er, og ikke som vi voksne synes, de skal være.